Skip to main content

Hvor skal vi mon bo?

Dette er et spørgsmål, der fylder mere og mere i mine tanker. Specielt fordi folk i stigende grad er begyndt at spørge ind til det. Svaret er: Jeg aner det ikke… endnu.

Jeg er ved at være lidt utålmodig. Nu vil jeg altså gerne snart vide det. Så kan jeg have ro i sindet, planlægge og give mig selv lov til at fantasere. Jeg synes, det er så stressende, når alting skal ordnes i sidste øjeblik, og sådan bliver det nok med denne flytning.

I Australien er det kutyme først at annoncere en lejebolig, når den allerede er tom og indflytningsklar. Derfor er mange af de boliger, vi sidder og kigger på lige nu højst sandsynligt taget, når vi kommer derned. Man kan ellers sidde og blive helt vild med en bolig og slippe fantasien fri. Cameron tager til Australien en måned før mig, så han skal ud og se på boliger i januar. Forhåbentlig finder vi en god bolig, og forhåbentlig er vi klar til at flytte ind, når jeg ankommer.

Der er ikke boligmangel i Australien. Tværtimod. Der er MASSER at vælge mellem. Så det skulle jo egentlig ikke være noget at være nervøs over.

Men, men men… Når man så sidder og kigger på de boliger, der annonceres, kan man også blive helt forbavset over, hvor mange elendige boliger, der er på det australske boligmarked. Og det giver da lidt nerver på. Så bliver man nødt til at stille nogle kriterier op, som ellers bare ville være en selvfølge her i Danmark.

Ingen gulvtæpper tak – jeg har støvallergi

Det vigtigste kriterium er, at boligen ikke må have gulvtæpper. Sidste gang jeg var i Australien, lejede vi en bolig med gulvtæpper, og min støvallergi gik helt amok. I fem måneder måtte jeg leve på antihistaminpiller, og det har højst sandsynligt forværret min allergi. Så nu må jeg tage det alvorligt og gøre det til en førsteprioritet. (Selvom det har vist sig at være lidt af en udfordring)

I Danmark er det ikke noget problem at finde allergivenlige boliger, da de fleste lejligheder har trægulv. Men i Australien er der besynderligt nok gulvtæpper i 90% af boligerne. Hvis ikke der er gulvtæppe i stuen, så er der i soveværelset – og det er jo dér, det er værst for støvallergikere.

Der er ikke nogen sorteringsfunktion på boligsøgemaskinerne, hvor man frasortere boliger med tæppe. Det er virkelig øv!

Europæisk storbystil wanted

Cameron og jeg har besluttet os for, at fortsætte med at leve mere ligesom vi har gjort her i København, da vi virkelig nyder at være tæt på det hele og cykle til alt (frisk luft, mmmm..). Så Cameron har besluttet sig for slet ikke at have nogen bil i Australien mere. Og jeg skal heller ikke have nogen bil.

Det valg betyder at vi må tænke nøje over boligens beliggenhed. Vi skal bo strategisk godt i forhold til den offentlige transport, specielt metroen. Derudover må det også meget gerne være i et cykelvenligt kvarter. Nej vent. De der cykelvenlige kvarterer, de findes faktisk slet ikke i Perth. Men vi skal helst bo i et af de kvarterer, der er mindre cykelfjendtlige. 🙂

Faktisk har jeg gået og tænkt over, hvor mange ting vi egentligt bare kan tage for givet her i Danmark, når vi leder efter bolig. Eller bare i det hele taget i vores dagligdag. Lige meget hvor man bosætter sig i en dansk storby, er der gode offentlige transportforhold og cykelvenlige veje. Derudover er danske boliger generelt bare ret lækre og har en høj standard, selv når vi snakker om de billigere boliger.

Samtidig vil vi også gerne have der er lidt liv omkring os. Jeg ved godt, at det ikke er muligt at få den hyggelige europæiske storbyatmosfære med til Australien. Men så bare en lille bid! 🙂 Hvis blot der er et par blokke med lejligheder og et lille centrum med nogle lokale butikker samlet på en gade, ville det være rart.

Læs: Perth er som et kæmpe stort villakvarter. Skyskraberne i Perth CBD er næsten udelukkende kontorbygninger, og centrum ligger øde i weekenderne. 

Det bedste match ville være bydelen Subiaco, hvor vi også plejede at gå til dans. Der er også andre fine bydele, der har et lille touch af Europa. F.eks. Mt. Lawley/Highgate og Fremantle. Men så er vi så langt væk, at jeg ikke længere kan cykle til skole, og den offentlige transport ville tage en time hver vej. Desuden ligger Subiaco (også kaldt Subi) og lige ved siden af Perth centrum, og det er højst sandsynligt der vi skal gå til dans igen.

Da jeg var på udveksling sidste gang, boede vi i Claremont. Det var også rigtig fint. Vi boede i et billigt boligkompleks tæt på metro, shoppingcenter og en naturpark. Lige i smørhullet mellem universitetet og stranden. Men området var ret stille. Lidt for familievenligt, så nu vil vi prøve at se, om vi kan finde noget andet. Ellers er Claremont bestemt et godt alternativ.

Studievenlig pris

Sidste kriterium er at det skal være til at betale. Det er nok den sværeste. Hvis man er villig til at betale kan man jo få næsten alt.

I sidste ende er det vel en balancegang mellem alle ønsker, og det som er realistisk rent økonomisk. Jeg får nok ikke noget, der er perfekt, men derfor kan man jo godt være heldig at finde noget, som næsten er.

Læs også: Endelig har vi fået bolig på plads