Skip to main content

Indflytningsmareridt: Lejligheden vi overtog var skræmmende beskidt

ADVARSEL! Ikke for sarte sjæle.

Alt var planlagt. Jeg skulle hente nøglen fredag middag. Vi havde fået at vide, at lejligheden var blevet professionelt rengjort, så rengøring skulle ikke være det store problem. Jeg tænkte derfor, at jeg i stedet kunne tage i Ikea og Myer om eftermiddagen, og om aftenen kunne vi hente vores ting hos Camerons forældre og flytte ind (det var jo en møbleret lejlighed, så det skulle jo være lige til). Nåh jo, og så måske lige en lille ekstra tur i Ikea lørdag, hvis nu der var noget vi manglede.

Virkeligheden viste sig dog at være langt fra dette scenarie.

I sekundet jeg åbnede hoveddøren til lejligheden, vidste jeg, at jeg var trådt ind i et sandt indflytningsmareridt.

Grim lugt

Det var en af de varmeste dage. Vinduerne havde været lukket og lejligheden kogte. Lugten af klam røg mødte mig, i det jeg trådte ind. Det var ikke en skarp og intens rygerlugt, men måske en blanding af mangel på udsugning ved tilberedning af fedtholdig mad og lidt hygge-/festrygning. Derefter kogt i indelukket lejlighed for X antal timer/dage/uger.

Ved første øjekast så lejligheden egentlig fin ud, hvis man altså kunne ignorere den gennemtrængende lugt. Men man skulle ikke komme alt for tæt på noget for at opdage, at lejligheden var møg-tæske-beskidt.

Camerons mor, som tog med mig for at hjælpe med at bære rengøringsudstyr og enkelte personlige ejendele med op, var chokeret. Det var hende der havde synet lejligheden, men på daværende tidspunkt var alle vinduer åbne for fuld udluftning og lejligheden fyldt med daværende lejers rod. Mægleren havde undskyldt for rodet og lovet at hele lejligheden ville være fin, pæn og ren ved overtagelse. Det var et løfte der viste sig ikke at holde stik.

Smurt ind i fedtstof, støv, madrester og hår

Billederne på væggen var meget støvede. Jeg tror ikke, de havde set en støvklud i flere måneder! Køkkenet var fedtet og måget. Det tog mig over 7 omgange at skrubbe og vaske fedtet af køkkenbordet med en hård børste og fedtopløsende rengøringsmidler. Der var sod(?) og fedt på alle skabene og strint af madrester over det hele. Selv på vægbilleder.

Sofaerne, som ellers så fine ud på billeder, var fyldt med mørke hår fra både mennesker og dyr, og så var de plettede og misfarvede over hele overfladen. Jeg ved ikke, hvordan dette har kunnet ladet sig gøre?

Gulvtæppet var så klamt at det lignede, det havde været rullet i sand, jord, græs og at der bagefter havde været holdt fest oven på det med snackrester og papir.

Bag alle møbler lå der et tykt lag støv. Ja, der lå oven i købet en død kakerlak på balkonen.

Der tænkte jeg godt nok: “Åh-åh. Ikke endnu et kakerlakmareridt!”. Men dertil skal så siges, at jeg ikke har set en eneste kakerlak siden, og jeg har sidenhen rengjort samtlige kroge i denne lejlighed.

Ja, jeg kunne blive ved: Gardiner, køkkenudstyr, dyner, puder, tæpper, vægge. Alt sammen møgbeskidt. Det er nok nemmere at sige, hvad faktisk var i acceptabel stand: Spisebord, badeværelse, køleskab (kun indeni) og komfur (kun ovenpå).

Derudover var lejligheden fyldt med ting, der var enten ubrugelige/ødelagte, så klamme at de var lige til at smide ud, eller som der var 2-3 af. (F.eks.: 2 strygejern, 3 blendere, masser af maling, gulvbrædder, støvede og beskidte dyner og tæpper, klamme sofaer osv.)

Vi var desperate efter at få disse ting ud af lejligheden hurtigst muligt, men da det var en anden persons ting og da vi havde lejet lejligheden møbleret, kunne vi ikke bare skille os af med dem uden tilladelse. Så der har været rigtig rodet og uoverskueligt her i lejligheden.

Brugte over 20 timer på rengøring

Nå, men der stod jeg så. Alene i en tæskebeskidt lejlighed. Cameron var på arbejde og Camerons mor havde andre gøremål. Først brugte jeg nok en time på at dokumentere lejlighedens stand med billeder og video. Derefter brugte jeg lang tid på at få Cameron til at forstå, hvor seriøst problemet var (i hans frokostpause).

Jeg ville gerne havde haft kontakt med udlejeren så hurtigt som muligt, men da det var en fredag eftermiddag, var det desværre for sent at gøre noget ved noget.

Vi skulle flytte ind den weekend. Universitetet startede ugen efter og så ville jeg havde alt for travlt til at flytte ind. Derudover skulle jeg have et støvfrit soverum så hurtigt som muligt, da min støvallergi var blevet ret slem.

Pludselig ændrede dagsordenen sig: Rengøring, rengøring, rengøring.

Vi har sammenlagt brugt i alt over 20 timer på at gøre rent i weekenden. Vi sov kun 6 timer om natten og gjorde rent og var i Ikea for resten. Derfor har vi også været fuldstændig smadret i hele denne uge. Vi har nemlig måttet fortsætte med rengøring, samling af møbler og skrive mails frem og tilbage til udlejer. Der har ikke været tid til at slappe af på noget tidspunkt.

Men nu er lejligheden også skinnende ren! Vi mangler kun gæsteværelset og balkonen. Alt andet har fået flere omgange og er blevet desinficeret.

Problemløsning og kompensation

Som det nok er til at forstå, var det svært for os at kommunikere vores utilfredshed med lejligheden til udlejer i en pæn tone, men vi forsøgte og fik skrevet en lang mail.

Vi kunne ikke sende hende billeder før i forgårs, da der simpelthen var for mange billeder til at sende over mail, og det tog 100 år at uploade dem. Udlejer forstod (forståeligt nok) ikke hvor seriøst problemet var før hun selv fik billederne at se. Men da hun først så billederne gik det stærkt.

Jeg havde møde med hende igår og fik nøglen til postkassen (ja, den manglede også!) og instruktioner om, hvad vi stiller op med tingene og hvilken kompensation vi får for rengøringen.

Vi har heldigvis fået lov til at smide de fleste ting ud. Og de store ting kommer der nogle håndværkere og henter. Vi venter stadig på at høre fra dem, men vi håber de kommer inden i morgen, så vi kan få sofaerne ud og få en ny – så vi endelig kan slappe af.

Som kompensation for den manglende rengøring får vi gratis professionel rengøring ved udflytning som et plaster på såret. Jeg tror dog ikke der bliver ret meget at komme efter når vi smutter. I hvert fald ikke i forhold til det vi blev mødt med.

Ja, som I kan se har vi haft travlt. Oven i det har jeg også startet på universitetet (intro-uge), men det må jeg fortælle om en anden gang. Jeg glæder mig til at vise, hvordan lejligheden ender med at se ud, når vi er helt færdig med at flytte ind.

Nogle billeder af lejlighedens stand ved indflytning

Beskidte køkkenskabe
Beskidte køkkenskabe
Misfarvet sofa
Misfarvet sofa
Sofa fyldt med hår
Sofa fyldt med hår (og det var over det hele!)
Overraskelse bagved køkkenskuffe
Overraskelse bagved køkkenskuffe
Fedt og skidt på køkkenskabene
Fedt og skidt på køkkenskabene
Støv og affald bag TV-bord
Støv og affald bag TV-bord
Støv og skidt bag kommode i soveværelset
Støv og skidt bag kommode i soveværelset
Beskidt tæppe (man kan ikke se alt skidtet på billeder)
Beskidt tæppe (man kan ikke se alt skidtet på billeder)
Skidt i fugen ved køleskabet
Skidt i fugen ved køleskabet
Død kakerlak
Død kakerlak
Gulv på soveværelset
Gulv på soveværelset
Gulv i stuen
Gulv i stuen
Gulv i stuen
Gulv i stuen
Vægbillede m. støv
Vægbillede m. støv
Køkkengulv under køleskab
Køkkengulv under køleskab

Læs også: Forvandling: Velkommen til mit nye flotte hjem