Skip to main content

Jeg flytter til Australien

Jeg flytter til Perth i Australien.

Det har været besluttet i noget tid, men nu er det rigtig officielt. Jeg flytter til Australien – nærmere betegnet Perth.

Planen har hele tiden været, at jeg skulle tage tilbage til Australien på et tidspunkt. Cameron, min australske kæreste, fik nemlig straks tilbudt et graduatejob i det advokatfirma, han var i praktik hos for godt et år siden.

Men den oprindelige plan var, at jeg skulle starte min kandidat her i Danmark og så forsøge at komme på udveksling igen til Perth som et led i den danske uddannelse. Det ville være både meget billigere og meget nemmere end selv at arrangere studie i udlandet.

Men jeg kunne bare ikke holde tanken ud om at skulle leve i et langdistanceforhold i seks, måske tolv, måneder mere. Derfor blev jeg mere og mere besluttet på at studere en hel master i Australien – og nu er det hele planlagt. Den første studieafgift er betalt og flybilletten er købt. Der er ingen vej tilbage. Jeg skal til australien og studere.

Jeg er blevet optaget på The University of Western Australia og skal studere en Master of Strategic Communication med start i februar 2016. Universitetet er det samme som jeg var på sidst, da jeg var på udveksling. Det er med på top 100 over verdens bedste universiteter og er kendt for sin flotte campus. (Se videoen nedenfor)

I forbindelse med at jeg flytter til Australien har jeg besluttet mig for at starte bloggen op igen, for at familie, venner og bekendte som har lyst kan følge med i processen. Derudover har jeg selv fundet rigtig meget information og gode råd rundt omkring på nettet, så nu følte jeg at det var tid til at give lidt igen.

Hvis I skulle komme forbi Australien engang i fremtiden, så må I huske at have mig i tankerne. Man ved jo aldrig. Det kan jo være vi kunne mødes til en øl på stranden.

Og hvis I ikke allerede har planer om at besøge Perth, Australiens mest solrige by og verdens mest isolerede storby (næste by med  over 100.000 indbyggere er Adelaide, som ligger 2,104 kilometer væk) så får I lige endnu en grund til at komme forbi:

Læs også: Hvor skal vi mon bo?