Skip to main content

Sådan får du langt, lækkert, lyst hår – nemt og billigt!

Long luscious hair

Jeg får ofte komplimenter for mit hår, så derfor har jeg besluttet mig for at dele mine “hår-hemmeligheder” og dedikere et helt indlæg kun til det.

Folk bliver altid chokeret, når de finder ud af, hvad mine utraditionelle hårrutiner er. Det behøves nemlig ikke være så kompliceret og dyrt at få langt lækkert (lyst) hår, som mange piger tror.

Så værsgo’. Her er opskriften på langt lyst hår på en nem og billig måde:


Hvis du ikke kan overskue at læse hele indlægget er konklusionen kort sagt:

  1. Klip selv dit hår med en frisørsaks.
  2. Spray dit hår blondt med en blondspray.
  3. Pas godt på dit hår med en god hårkur og kærlig pleje.
  4. Kom af med gulligt skær med L’Oréal Silver Shampoo og Revlon ColorBomb 1002 Platinum hårmaske. (Brug begge hvis dit hår er slemt gult)

Langt lyst hår for næsten ingen penge

Jeg går nærmest aldrig til frisøren. Faktisk har jeg kun været til frisøren i Danmark 2 gange i hele mit liv.

Det er simpelthen for dyrt, og der er alligevel aldrig en eneste, der kan se, at jeg bliver klippet af amatører. (Det er fordelen ved langt hår og en simpel frisure!)

Læs også: Sådan får du en silkeblød hud – uden rynker og bumser.

Køb en frisørsaks

Jeg har købt mig selv en frisørsaks. Jeg klipper nemlig selv mit hår hver tredje måned (eller også får jeg en veninde til det). På den måde undgår jeg slidte og spaltede spidser og jeg kan selv kontrollere, hvor meget der ryger af længden.

Du skal ikke være bange for at klippe dit eget hår eller få andre til at gøre det. Jeg har fået mange venner og veninder til at klippe mit hår gennem tiden, selvom de aldrig nogensinde har klippet hår før. Mine værste klipninger har faktisk (ironisk nok) været hos frisøren.

Hvis du er glad for den form dit hår har nu,  skal du bare bede din veninde om at følge samme linje. Jeg ville til enhver tid starte med 1 cm, for du kan altid klippe mere af senere!

Glem alt om etager

Hvis du lige nu sidder og tænker: “Jamen, hvad med mine etager?” så har jeg en træls nyhed:

Det er dumt at få etager i håret, hvis du gerne vil have det langt. Så kan du nemlig aldrig få spidserne helt trimmet og du får en evig kamp med slidte spaltede spidser. Så slut med etager fra nu af!

Hvis du absolut vil have etage-look, kan du vende hovedet på hovedet og klippe lige over. (Et tip jeg fik fra en frisør engang jeg backpackede i Costa Rica) Så er det også nemmere at holde styr på spidserne 🙂

TIP: Undgå nyklippede-spidser-looket

Du kan gøre looket af de nyklippede spidser mere blød og naturlig ved at bruge en udtyndingssaks, efter du har klippet med den normale frisørsaks. Klip vandret med udtyndingssaksen 1-2 cm over hårspidserne.

Derudover kan du vende din normale frisørsaks lodret og klippe ca. 1-2 cm op i håret med 1-2 cm interval langs hele hårkanten. (Jeg bruger begge disse teknikker på mit hår)

Skal man bruge en frisørsaks?

Ja. Det er vigtigt, at du bruger en frisørsaks, da du ellers kan gøre mere skade end gavn på dit hår. Frisørsakse er udviklet specielt til at klippe i hår og er super skarpe.

Et helt sæt frisørsakse (alm. + udtyndersaks) koster kun 189 hos kr. og kan købes her.

Følg hårets form når du selv skal klippe dit hår
Følg hårets eksisterende form, når du selv skal klippe. Det kan næsten ikke gå galt.

Køb en blondspray (eller lav din egen)

Dette produkt er fantastisk! Jeg har i flere år brugt blondspray til at holde mit hår lækkert og lyst.

Dit hår bliver lyst på en “blød” og naturlig måde. Og når det gror ud igen, får du ikke den grimme lige linje, som man får ved (af)farvet hår/striber.

Brug kun blondspray, hvis du ikke har alt for mørkt hår fra naturens side. Jeg har selv leverpostejsfarvet hår. Nok i den mørkere ende, for om vinteren er det helt brunt. Hvis du har mørkere hår end det, kan du risikere at få orange/gult skær i dit hår.

Hvad er en blondspray?

En blondspray indeholder brintoverilte, kamillete og citrus. Alt sammen gode gamle husråd til at få lyse lokker. Du kan sikkert lave din egen blondspray. Jeg har ikke selv prøvet det endnu, men jeg kunne godt finde på at prøve på et tidspunkt. I så tilfælde skal jeg nok give en update på, hvordan det går.

Blondspray koster kun 69,95 kr.

Du kan købe Henna blondspray med kamille for 69,95 kr. hos Helsebixen. Lige nu er der gratis fragt på ordrer over 100 kr., så hvis du køber to blondspray, sparer du fragten.

Jeg kan strække en hel flaske over 2 år, fordi jeg går efter en mørkere blond farve (mild ombre) og “bare” holder mit blonde hår ved lige. Hvis du er ny til blondspray eller ønsker lysere lokker, har du nok “kun” til ét eller et halvt år.

Uanset hvad, er det er stadig meget billigere end at farve (selv eller hos frisør)!

Langt lyst hår med Blondspray
Mit hår er lysnet med Blondspray og blev sidst klippet af min mor med en frisørsaks.

Sådan bruger man en blondspray

Trin 1:

Vask dit hår. Blondsprayen bruges i håndklædetørt hår (altså hår der stadig er rimelig vådt, men ikke gennemvædet).

Trin 2:

  • Hvis du allerede har farvet lyst hår eller lyse striber, skal du kun spraye på udgroningen. Fordel jævnt over hele hovedet, og pas på du ikke kommer til at spraye på dit affarvede hår. Blondspray på affarvet hår er en rigtig DÅRLIG kombi. Det kan ødelægge dit hår, så vær opmærksom. Når det er sagt, så konverterede jeg selv fra reflekser til blondspray og jeg har aldrig haft problemer. Så bare husk: less is more. Du kan altid gentage behandlingen.
  • Hvis du har din naturlige hårfarve lige nu, men gerne vil have det mere sommerlyst, kan du fordele blondsprayen jævnt i hele håret.
  • Hvis du har farvet mørkt hår lige nu, kan det ikke anbefales at gå direkte over til blondspray! Du skal højst sandsynlig have farven trukket ud hos frisøren først. Brug endelig ikke blondsprayen oven på det behandlede hår.

Vær opmærksom! Blondspray indeholder brintoverilte og kan blege dit tøj, hvis der kommer spray på det. Så brug sprayen med omtanke, og vask dine hænder, når du er færdig. Når først dit hår er tørt, kommer det ikke til at blege dit tøj 🙂

Trin 3:

Du får det bedste resultat, hvis du føntørrer dit hår med varm luft. Lad produktet sidde i håret til næste hårvask (gerne 3 dage, minimum 2). Dit hår lysnes kun 1 tone ad gangen, så det kan være svært at se en forskel efter bare én behandling. Som regel kan man først se forskel efter næste hårvask.  Så hav tålmodighed!

Hvis du ønsker det lysere, skal du blot gentage processen. Da jeg gik efter lysere blond gentog jeg processen 2 gange med nogle dages mellemrum og repeterede ca. hver anden måned.

Lige nu går jeg efter en mere naturlig blond farve, så jeg bruger kun blondsprayen ca. én gang hver 3. måned.

Fjern gulligt skær

Hvis du før har haft dit hår farvet mørkt, kan du opleve problemer med gulligt skær. Det kan også være. at du bare gerne vil have et mere aske-agtigt look. Uanset hvad, kan en blåshampoo eller blåbalsam løse problemet.

Jeg har prøvet flere forskellige blåshampoo (også skum med toner), men jeg vender altid tilbage til L’Oréal Silver Shampoo fordi den bare er bedst til prisen.

Min yndlyngs-blåbalsam er Revlon ColorBomb 1002 Platinum hårmaske. Den gør et fremragende job og håret bliver super blødt! Kan især anbefales, i kombination med blåshampoo, hvis du har svært ved at komme af med det gullige skær. Revlon hårmasken er også super god som alternativ til blåshampoo, hvis du har rigtig tørt eller ødelagt hår og har brug for at bruge en mere blid shampoo.

Plej dit lyse hår

Det er vigtigt at passe godt på håret, så det ikke tørrer ud, knækker og bliver spaltet (når først det sker er det for sent).

Her er mine 3 bedste tips:

  1. Vask kun håret 2 gange om ugen, og brug kun shampoo i hovedbunden – ikke i hele håret.
  2. Drop balsam – brug altid hårkur. Orofluido er min absolut yndlings! (og navnet betyder flydende guld på spansk)
  3. Drop styling (krøllejern/fladjern, hårlak osv.) når det kan undværes. Jeg ejer ingen af delene lige pt.

God hårdag!

kh Cami <3

 

Indlægget indeholder affiliate links. Hvis du køber gennem affiliatelinket, støtter du mit arbejde med bloggen. <3