Skip to main content

Rejseplan: Perth – Kalbarri – Monkey Mia (ca. 1 uge)

Varighed: 5-7 dage.

Bedste tidspunkt: Sommerhalvåret (november til marts).

Rejsen

Denne rejse er ideel for dem, der har lyst til at smage på Australiens smukke natur og dyreliv. Kalbarri byder på smukke klippeformationer og vilde kænguruer, og Monkey Mia byder på lækre strande, lange gåture ude i naturen med flotte udsigter og dyreliv på land og under vand. På stranden ved Monkey Mia Dolphin Resort tilbydes udflugter med båd, hvor man besøger en perlefarm, møder havets dyr og, hvis man har lyst til lidt ekstra “action”, kan sidde i nettet bag båden på turen hjem.

På denne tur kan du møde delfiner, dygongs (søkøer), havskildpadder, kænguruer, emuer og mange andre australske dyr.

Rejseplan

  • Dag 1: 25: Kør fra Perth kl. 08:00 til Kalbarri. Ankomst ca. kl 15. Udnyt de sidste 3-4 timer til at se den del af nationalparken, der ligger ned mod havet.
  • Dag 2: 26: Stå tidligt op og pak alt. Kør senest kl. 08:00 indenom Kalbarri National Park på vej mod Monkey Mia. Sørg for at være i Monkey Mia inden det bliver mørkt.
  • Dag 3: Udforsk Monkey Mia (se delfinerne blive fodret om morgenen, gå ture langs stranden og omkring i parken/vildnis)
  • Dag 4: Udforsk Monkey Mia (udforsk halvøen ved Shark Bay. Shell beach, oceanariet og udsigtsplatforme. osv.)
  • Dag 5: Kør fra Monkey Mia kl. 07:00. Fremme i Perth omkring kl 18:00 eller før.

Man kunne sagtens tilbringe en nat til i Kalbarri og Monkey Mia for at få tid til at se mere.

Tip: Undgå at køre ved solopgang og solnedgang, da kænguruer er ekstra aktive på disse tidspunkter. Det kan være livsfarligt at at påkøre en voksen kænguru ved høj fart. Afsæt altid god tid til kørsel på lange distancer i tilfælde af at problemer skulle opstå på vejen, og sørg for at fylde bilen op med benzin så ofte som muligt. Man ved aldrig, hvornår man møder den næste tankstation, når man rejser på Australiens vestkyst.

Det praktiske

Transport: Alm. bil (firhjulstrækker behøves, hvis man ønsker at køre selv i nationalparker).

Overnatning: I mindre ferielejlighed med minikøkken.

Madlavning: Vi lavede mad på forhånd til 5 dage og frøs det ned. Muligt selv at medbringe råvarer og lave mad i tekøkken.

Medbring: Lille førstehjælpskasse, GPS, alm. vejkort, min. 5 liter vand (gerne mere) hvis man skulle køre galt, nok med mad, termoboks/termotasker, varm trøje/jakke til om aftenen.

Budget

  • Billeje: 2500 kr. (to chauffører) inkl. bilforsikring
  • Brændstof: ca. 2000 kr.
  • 1 nat i Kalbarri: 545 kr.
  • 3 nætter i Monkey Mia: 3.845 kr.
  • Mad: 600 kr.
  • Udflugter:

Total: 9.490 kr.

Da jeg rejste var vi kun 3 personer, men man kan være op til 5 for samme pris (både mht. til overnatning og bil).

Pris per person:

Ved to rejsende: 4.745 kr.
Ved tre rejsende: 3.163 kr.
Ved fire rejsende: 2.372,5 kr.
Ved fem rejsende: 1.898 kr.

Noter til budget

Ekstra udgifter til ture og udflugter må påregnes.

Man kunne bruge flere penge på mad, vi fik pasta og kødsovs og pesto/pasta/kylling til middags og aftensmad og brød med pålæg og kaffe til morgenmad på hele turen. Vi havde rigeligt mad til at overleve 5 dage ekstra med mætte maver. Det var praktisk at have maden med tilberedt hjemmefra og så skulle vi ikke bekymre os om hvor vi kunne spise (der er langt mellem supermarkeder og spisesteder) eller sætte tid af til madlavning.

Man kunne eventuelt spare penge på overnatning ved selv at medbringe telt og campere eller leje en minivan med senge. Man må dog påregne ekstra tid, hvis man vælger den løsning.