Skip to main content

Tandregulering som voksen: Jeg har fået bøjle på tænderne

Det kommer nok som en overraskelse for nogen: jeg er 26 og har valgt at fået bøjle på (igen).

Jeg tænkte, at jeg ville dokumentere min bøjlerejse på bloggen, da der sikkert også er andre voksne mennesker derude, som overvejer at få reguleret deres tænder. Det er lidt af et spring at tage, da man jo normalt forbinder tandbøjle med børn/teenagere. Men det er altså en beslutning, jeg nu har taget. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om min beslutning om at få bøjle på som voksen, og i senere indlæg vil jeg fortælle lidt om mine erfaringer og oplevelser med bøjlen på.

Hvorfor få bøjle på tænderne NU?

Det er ikke fordi, det har været livsnødvendigt at få bøjle på. Mit bid er fint, efter at mine nedre tænder blev rettet som 13-årig. Jeg har bare altid været træt at af tandlægerne ikke rettede mine tænder i overmunden også, mens de var i gang. Men dengang mente de ikke det var nødvendigt at røre ved overmunden.

Her er de ting der irriterer mig:  (Se flere billeder nederst i indlægget)

Mine fortænder går en smule ind over hinanden. Der er ikke plads nok til en af mine hjørnetænder, så den stritter meget ud i siden, og så har jeg på et tidspunkt slået et hjørne af min fortand, som har gjort at tanden er blevet ulige for nedet. I Danmark ville de ikke rette op på det jeg havde slået af tanden, så nu vil jeg prøve igen – hos en anden tandlæge.

Tandregulering som voksen
Jeg har slået lidt af min fortand
Tænder samlet bid – før bøjle. Ikke så meget at se udover hjørnetanden, der stikker mere ud end de andre.

Derudover, kan man, når jeg åbner munden en lille smule, se at tænderne i højre side går længere op end dem i venstre side. Som sagt kunne det have været meget værre, men hvis det kan rettes op på, ville det da være rart.

Tandbøjle som voksen, før
Mine øverste tænder går længere op i den ene side

Da jeg nu bor i Colombia, og sådanne ting er relativt billige her, besluttede jeg mig for at tage til tandlægen for at høre, hvad de kunne gøre for mig. (Okay, jeg er muligvis også blevet lidt fristet til det, da alle middelklasse-colombianere går rundt med hollywoodsmil hernede)

Jeg vidste godt jeg havde lidt skæve tænder, men vidste ikke det var så slemt, som jeg senere har fundet ud af. Ikke at det er overdrevet slemt eller noget. Der er bare meget mere at rette på, end jeg lige havde forestillet mig.

Skanning og aftryk af kranie og mundtøj

Jeg fik lavet en masse skanninger af mit kranie og mundtøj, og en uge senere præsenterede min bøjletandlæge mig for rapporten og alle analyserne. Jeg er blevet målt på en masse forskellige parametre, og kunne se mine resultater sammenlignet med gennemsnittet. Ud over at have en smule skæve fortænder og en hugtand der ikke helt er plads til, hælder mine kindtænder i undermunden indad og det samme gør mine fortænder i overmunden. Det er meningen af fortænderne skal strutte lidt ud ad.

Derudover var der et andet parameter, hvor jeg faldt udenfor normalområdet: Min mund sidder en smule tilbage i kraniet sammenlignet med min hage og benet ved næsen. – Ikke så mærkeligt jeg altid har haft gedehage :-O

Anyway. Min tandlæge sagde at det ikke var noget at bekymre sig om eller at rette på, da det er meget normalt for skandinavere at have denne kraniestruktur, og at normalområderne i rapporten er defineret for latinamerikanere. Så det skal jeg ikke bekymre mig om, men synes alligevel det er et sjovt faktum. Det er ikke noget jeg har tænkt over før, men nu hvor jeg er blevet opmærksom på det, giver så meget mening, og jeg kan ikke lade være med at kigge på colombianernes mundstruktur. Hehe. 🙂

Jeg har også fået taget et aftryk af mine tænder, så jeg kan holde øje med, hvordan de bevæger dig over tid.

Min colombianske tandlæge var i øvrigt overrasket over, at jeg kun havde fået rettet tænder i undermunden, da hun per princip altid retter tænderne både over- og undermund, for at det hele bare kommer til at spille, og så resultatet bliver både flot og funktionelt som helhed.

Valg af tandbøjle, behandlingstid og pris

Jeg synes selv, at det var meget små ændringer, der var brug for på det tidspunkt, jeg gik ind ad døren til tandlægen. Jeg forestillede mig, at de måske ville sige jeg ikke skulle have bøjle på, og at de bare kunne rette/slibe/fylde den tandfortand, hvor jeg havde fået slået lidt af. Hvis jeg skulle have bøjle på, forestillede jeg mig, at det nok ikke ville være mere end seks måneder. Så jeg blev noget overasket, da jeg fik at vide at jeg skulle regne med 1,5 år – 1 år hvis jeg tog fast track-behandling. Jeg skulle lige hjem og tænker over tingene. Ville jeg virkelig det her?

Efter nogle overvejelser, har jeg besluttet mig for at det er dét værd.

Jeg står til at skulle have bøjle på i et år, og jeg har valgt de hvide/gennemsigtige togskinner frem for de traditionelle i metal. De er lidt dyrere, men hvis jeg skal have dem på i så lang tid, vil jeg gerne at de er så diskrete som muligt.

Det er stadig muligt at få farvede elastikker på, hvis jeg skulle få lyst til at eksperimentere lidt og være lidt mere vovet senere hen. Det er noget jeg overvejer, da jeg har læst mange steder, at de gennemsigtige elastikker hurtigt bliver gule og får tænderne til at se mere gule ud, end de er.

Jeg havde mulighed for kun at få bøjle på i overmunden, da jeg allerede har haft i undermunden. Jeg har dog valgt at få på både for oven og for neden, da jeg lige så godt kan få det hele rettet ordenligt til, nu hvor jeg alligevel skal have bøjle på de øvre tænder, som alligevel er de mest synlige.

Behandlingen koster lige over ti tusinde kroner for de hvide togskinner, men det betales heldigvis i kvoter fordelt over hele behandlingen. Dvs. ca. 2000 kr. ved påsætning, og derefter ca. 700 kr. ved hver behandling. Det er under en tredjedel af, hvad det koster derhjemme.

Jeg har først lige fået dem på, men jeg glæder mig helt vildt meget til at se resultatet om et år. Det kan kun blive godt. Wish me luck.

 

Billeder af aftryk af tænder

Tandaftryk nedre tænder
De nedre tænder – fejler ikke så meget, men kindtænderne læner for meget indad
Øvre tænder. En smule skæve og en hjørnetand der stikker lidt for langt ud.
Aftryk af tænder
Aftryk af tænder
Aftryk af fortænder
Aftryk af fortænder, set forfra